Hovedbygningen på Malerklemmen kan dateres tilbage til Stavns-båndets tid, ca. år 1750. Dengang var stedet en gård, som ridefogeden boede på, for at holde opsyn med omegnens stavnsbønder. Da stavnsbåndet blev endeligt ophævet i 1800, blev gården givet til ridefogeden af hovedgodset, Svenstrup Gods. I tilknytning til gården blev der skænket et lille stykke jord, som ridefogeden kunne dyrke. Jorden var en smal stribe, der lå klemt inde mellem Svenstrups og Giesegårds jorde, deraf navnet ”klemmen”.
Gården blev drevet som bondegård frem til 1963, hvor en kunstner købte gården og åbnede traktørsted. Således fik stedet hele sit navn, ”Malerklemmen”.
Huset er bevaret i den gamle, hyggelige stil, men er samtidig moderniseret med nænsom hånd. Vi har handicapvenlige toiletter og kørestolsadgang til det meste af huset.